Kirkegården i Hjardemål Klit rummer en krigsgrav fra 2.
verdenskrig.
En canadisk RAF pilot, Officer Murray Anderson Butler, ligger begravet på
kirkegårdens nordlige side.
M. A. Butler var navigatør
på et britisk Royal Air Force Bristol Beaufort fly.
Den 4. juni 1940 sejlede en tysk flådestyrke ud fra
Kiels havn med kurs mod Norge. Det var de store slagskibe
Scharnhorst og Gneisenau, den tunge krydser Admiral Hipper og fire
destroyere.
Deres opgave var at rette et overraskende angreb på de allieredes
forbindelseslinier i farvandet ud for Nordnorge.
Fire dage senere stødte den tyske flådestyrke om
morgenen på tre britiske skibe, som alle blev sænket. Om
eftermiddagen kom det til et større opgør mellem de tyske
krigsskibe og en britiske flådestyrke bestående af hangarskibet
Glorious og to destroyere. Det tyske angreb kom så overraskende, at
kun nogle få fly nåede at lette fra hangarskibet, inden det blev
skudt i brand og sænket. Få timer senere var den ulige kamp forbi,
og også de to britiske destroyere var sænket.
Se filmklip fra
YouTube om søslaget.
.
Britiske torpedoer havde imidlertid beskadiget det
tyske Scharnhorst så meget, at det efter en nødtørftig reparation
i Norge måtte afbryde missionen og returnere til Tyskland.
Scharnhorst
Fra RAF blev der sendt flere flystyrker af sted for
at sænke det beskadigede tyske slagskib. Den 21. juni 1940 kl.
14:25 blev en styrke fra 42. Squadron, Coastal Command således
sendt af sted, fra RAF's base i Nordskotland, mod Sharnhorst Her
iblandt var der 9 fly af typen Bristol Beaufort .
Bristol Beaufort, blev brugt af RAF fra 1939 til 1944
Hvert Bristol Beaufort fly var lastet med to 500-punds bomber.
Flyene angreb fra 6000 fods højde i et stejlt dyk, men ingen af
bomberne ramte Scharnhorst. Alle fly undgik mirakuløst at blive
ramt af slagskibets antiluftskyts, men M. A. Butler's fly blev skudt
ned af et par tilkaldte tyske Bf109 Messerschmitt.
I bogen "RAF Coastal Command Losses 1939-1941 af Ross McNeill"
er hændelsen beskrevet som følgende; L9810 blev overfaldet af to Bf 109s af II. / JG 77, men formåede
komme tilbage til formationen. Styrbord landingsstel foldede sig
pludselig ud, en motor brød i brand og herefter styrtede flyet ned
i havet.
M. A. Butler, blev den 23. august 1940 fundet på
Madsbøl Strand af den ny strandfoged Jesper Rotbøll (Tiltrådte
19.juni 1940).
Politiet blev underrettet og betjent Poulsen fra Thisted politi
ankom for at skrive en rapport om fundet.
Det var temmelig ubehageligt eftersom to miner blev skyllet i land
sammen med kroppen. En mine på hver side af kroppen. Begge miner
rullende frem og tilbage på grund af de forholdsvis kraftige
bølger. Heldigvis skete intet, og kroppen blev taget på land.
Liget var kraftig mærket efter det lange ophold i havet, men kunne
identificeres ud fra de papirer som blev fundet på liget.
Begravelsen foregik på
Hjardemål Klit kirkegård den 27. august 1940.
Af hensyn til tyskerne turde beboerne i Hjardemål Klit kun at
sætte et simpelt trækors på graven, efter befrielsen
rejste beboerne en mindesten.i stedet for trækorset.
På mindestenen står skrevet;
Engelsk flyver
M. A. Butler
Ilanddrevet 1940
Han døde for at andre kunde leve som frie
I taknemmelighed mod Gud for Danmarks frihed
og mod denne flyver og hans våbenfæller
for deres indsats satte beboerne i Hjardemaal sogn
efter befrielsen i 1945 dette minde
Af de øvrige 3 besætningsmedlemmer forsvandt de to i havet,
mens sergent W. J. Bates ligger begravet i Norge, på Vor Frelsers
kirkegård i Haugesund, Norge.